Trods manglen på klar evidens for et grænseniveau, er øgede mængder resturin efter vandladning (>100 ml) en anerkendt risikofaktor for urinvejsinfektion i den neurogene population.¹

Anatomiske abnormiteter, der begrænser fuldstændig blæretømning, er omstændigheder, hvor det er svært at tømme al urinen under kateterisation. Det tilvejebringer et miljø for bakteriel formering.²

Hvad er sammenhængen mellem blærens form og resturin?

Der kan være mange årsager til, at patienter oplever at have resturin, inklusive unormal blæreanatomi, utilstrækkelig information til patienten, håndtering af engangskatetre og produktvalg (engangskateter).²

Hvad skal vi overveje?

Der findes ingen studier, der undersøger disse tilstande, men det forekommer logisk at acceptere dem som risikofaktorer. Disse blærer kan også have ændret compliance, hvilket bidrager til risikoen for urinvejsinfektion.²